---
title: "Hovedentreprenør er fundet"
description: "Kjær & Lassen har vundet udbud"
date: "2025-06-30"
created: "2025-06-30"
---

[Hjem](https://nakskov2030.dk/)

                    [Om Nakskov 2030](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030)

                    [Nyheder](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030/nyheder)

                    [Nyhedsarkiv](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030/nyheder/nyhedsarkiv)

                [Hovedentreprenør er fundet](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030/nyheder/nyhedsarkiv/hovedentreprenoer-er-fundet)

# Hovedentreprenør er fundet

Efter en udbudsrunde med fire bydende virksomheder er entreprenørfirmaet Kjær & Lassen blevet valgt som hovedentreprenør på renoveringen af Havnebygningen i Nakskov.

Der er givet en tilbudssum på 25,77
millioner kroner, og projektet realiseres som en del af Nakskov
2030-initiativet med støtte fra A.P. Møller Fonden, der har bidraget med godt
50 millioner kroner til renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj.

## En vigtig milepæl i Nakskovs udvikling

Havnebygningen er en arkitektonisk perle, der gennem en
omhyggelig balance mellem bevaring og transformation vil få nyt liv. Projektet
er skabt med respekt for bygningens historie og dens rolle i Nakskovs
havnemiljø.

>
> "At vi nu har fundet en hovedentreprenør, er en
> væsentlig milepæl i projektet. Det bringer os et stort skridt nærmere at
> omdanne Havnebygningen til et levende samlingspunkt for både lokale og
> besøgende," siger Henrik Madsen, leder af Nakskov 2030.

Kjær & Lassen blev valgt som hovedentreprenør efter en
skarp udbudsrunde med fire bydende virksomheder. Valget faldt på Kjær &
Lassen på baggrund af en samlet vurdering, hvor både pris og kvalitative
kriterier spillede en afgørende rolle. Virksomheden blev vurderet som den
bedste kombination af økonomisk konkurrencedygtighed og høj faglig kvalitet. De
har mange års erfaring med restaurering af fredede og bevaringsværdige
bygninger og evner at håndtere komplekse byggeprocesser med respekt for den
eksisterende arkitektur.

Den gennemgribende renovering vil omfatte restaurering af
facaden samt en tilpasning af bygningens indre til de nye anvendelser.
Renoveringen sker med afsæt i et arkitektonisk princip, hvor bygningens
"DNA" respekteres, samtidig med at nye elementer indføjes, så de
skaber en naturlig forbindelse mellem fortid og nutid.

## Byggeprocessen begynder i maj 2025

Arbejdet med renoveringen af Havnebygningen starter i maj
2025, og bygningen forventes at stå klar til åbning i sommeren 2026. I
byggeperioden vil området omkring Havnebygningen være afspærret for at sikre en
effektiv og sikker byggeproces. Entreprenøren vil arbejde tæt sammen med
bygherre og rådgivere for at sikre, at projektet realiseres sikkert og
effektivt i overensstemmelse med visionerne for Havnebygningen.

Projektet er baseret på vinderforslaget Alle Tiders Havn,
tegnet af ERIK BRANDT DAM arkitekter ApS i samarbejde med Lenschow &
Pihlmann og professor Martin Zerlang. Forslaget blev valgt for sin evne til at
fremhæve Nakskovs og Havnebygningens særlige kvaliteter og skabe en naturlig
sammenhæng mellem by og havn.

## En fremtidig kultur- og oplevelsesdestination

Renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj er en hjørnesten
i Nakskov 2030's ambition om at styrke byens sammenhæng mellem havn og bymidte
og at skabe attraktive rammer for både borgere og besøgende. Projektet er gjort
muligt takket være donationen fra A.P. Møller Fonden. Denne støtte sikrer, at
transformationen af Havnebygningen kan ske med respekt for dens arkitektoniske
og historiske værdi, samtidig med at der skabes en ny, dynamisk anvendelse for
fremtiden.

Når den renoverede Havnebygning står færdig, vil den blandt
andet rumme:

- Et besøgscenter med information om oplevelser,
shopping og gastronomi.
- En udstilling om Nakskovs by- og fjordhistorie.
- En café og restaurant.
- Et mødested for foreninger og frivillige.

Med sin placering ved havnefronten vil bygningen blive et
ikonisk samlingspunkt, hvor byens borgere og besøgende kan mødes og opleve
Nakskovs maritime arv i moderne rammer.

## Honnørkaj følger efter

Som en del af det samlede
projekt bliver Honnørkajen foran Havnebygningen også renoveret. Den del af
projektet er under endelig projektering og forventes sendt i udbud i foråret
2025. Honnørkajen vil få et nyt, rekreativt udtryk, der understøtter forbindelsen
mellem by og havn og giver mulighed for ophold, aktiviteter og arrangementer

[Vil du vide mere om projektet i Havnebygningen. Så kan du læse om projektet her.](https://nakskov2030.dk/MOLIRIPAGE/80dfd7a3-ae98-45db-9368-cb10f3ff75f5 "Vil du vide mere om projektet i Havnebygningen. Så kan du læse om projektet her.")
