---
title: "Rejsegilde fejret i Havnebygningen"
description: "Milepæl nået på havnen"
date: "2026-04-10"
created: "2026-04-10"
---

[Hjem](https://nakskov2030.dk/)

                    [Om Nakskov 2030](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030)

                    [Nyheder](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030/nyheder)

                [Rejsegilde fejret i Havnebygningen](https://nakskov2030.dk/om-nakskov-2030/nyheder/rejsegilde-fejret-i-havnebygningen)

# Rejsegilde fejret i Havnebygningen

Traditionen tro blev der i går holdt rejsegilde for transformationen af Havnebygningen. Arrangementet markerede en vigtig etape i Nakskov 2030 initiativet, hvor der blev rettet en særlig tak til det gode håndværk, rådgivere og den høje sikkerhed på pladsen.

Under en blå og solrig himmel over Nakskov Havn samledes håndværkere, rådgivere og repræsentanter fra partnerskabet bag Nakskov 2030 for at fejre projektet i Havnebygningen og på Honnørkaj. I dagens anledning var det leder af Nakskov 2030, Henrik Madsen, der førte ordet på vegne af Lolland Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden.

## En nøglesten i byens udvikling

Havnebygningen er ikke blot et renoveringsprojekt; den er en central del af visionen for Nakskovs fremtid. Når bygningen står færdig, skal den fungere som et levende samlingspunkt for både borgere og turister.

"Renoveringen og transformationen af Havnebygningen er en nøglesten i vores ambitioner. Bygningen kommer til at rumme café, restaurant, mødesteder for frivillige og en udstilling, der formidler byens historie til os der bor her, og dem, der kommer for at besøge os. Vi skaber nyt liv, samtidig med at vi fastholder husets oprindelige sjæl," lød det fra Henrik Madsen.

## Respekt for håndværket

Transformationen af en bygning som denne kræver både tålmodighed, høj faglighed og teknisk snilde. Undervejs har projektet mødt udfordringer, men takket være en løsningsorienteret indsats fra håndværkere og byggeledelse følger projektet fortsat den stramme tidsplan. Henrik Madsen fremhævede også arbejdets høje kvalitet, og hvordan der i Havnebygningen og på Honnørkaj bygges med respekt for de oprindelige arkitektoniske udtryk.

Nu venter det videre arbejde med færdiggørelsen af bygningen og de omkringliggende arealer på Honnørkajen. Vi ser frem til at byde alle velkommen til sommer.
