Midlertidigt byrum 2.0
Bymidten er under forandring – Axeltorv er renoveret, stræderne ned mod havnen har fået ensartet belægning og gennem bymidtefonden er en lang række bygninger blevet sat i stand.
Så hvad skal næste skridt være?
Det er vi i gang med at undersøge med fokus på, hvordan der kan skabes endnu bedre sammenhæng mellem Axeltorv/Søndergade på den ene side og Havnebygningen, Havnegade, butiksområdet ved Krøyers Gård og de tilstødende parkeringsarealer.
Hen over sommeren har vi prøvet forskellige elementer af i byrummet. Mange har nok bemærket, at der pludselig stod træer i Havnegade, at der var kommet cafémøbler i Theisens Gård, eller at markante røde skilte viste lokale og gæster i retning af alle de tilbud, som byen rummer, hvis man går lidt længere end man havde tænkt sig.
Nogle elementer har fungeret godt. Andre har fungeret mindre godt. Det må man tage med, når man eksperimenterer og prøver ting af, inden de bliver til permanente forandringer. Skal man trække det lidt skarpt op, kan man sige, at man ikke har været dristig og eksperimenterende nok i sin tilgang til det midlertidige, hvis det hele fungerede.
Lidt forenklet sagt har sommeren lært os, at folk gerne stopper op og tager ophold, hvis der er mulighed for det, men at det er svært at få dem til at dreje af og tage ny rum i brug.
Fase 1
Første fase af de midlertidige aktiviteter har været afviklet hen over sommerferien, hvor det er blevet undersøgt, om tilføjelse byrumselementer kunne ændre bevægelsesmønstre og lyst til tage ophold. De konkrete elementer bestod af:
- Træer i plantesække for at styrke begrønning og fremhæve forbindelser som f.eks. slutpunktet af stræderne ved havnen
- Nakskov-stole der fungerer som opholdsmøbler i tilknytning til træerne
- Skiltning der skal styrke flowet ved at gøre opmærksom på muligheder for handel, indkøb og aktiviteter
- Aktivering af Theisens Gård med cafésæt, opholds/legemøbler, petanquebane, åbne porte og markering af indgangen til området med træer
- Aktiveringselementer i gågaden i form af gadespil
Erfaringer fra fase 1:
- Det er i begrænset omfang lykkedes at aktivere Theisens Gård. De åbne porte har givet en anden nysgerrighed for gæster på torvet, men ophold i gården har været begrænset. Til gengæld har gården været brugt til en række events i løbet af sommeren, hvor den har fungeret godt. Opholds/legemøblerne og cafemøbler har været brugt, når der har været events.
- Placeringen af træer på det grønne område i Krøyers Gård har haft begrænset effekt. Det skyldes bl.a. at blikket har været styret af store eksisterende træer, men også at de mange parkeringspladser ved butikkerne ikke inviterer til ophold.
- Træer ved havnen (både ved skulpturpladsen og på Sydkaj) kan være med til at generere pladsdannelse med ophold i sammenhæng med Nakskovstole og skilte.
- Gadespil og opholdsmøbler i Søndergade har været en meget stor succes. Der er i forvejen et stort flow af mennesker i gaden, og muligheden for aktiviteter og ophold har gjort, at mange er stoppet op. Det er hilst velkomment af butikker i gaden, som selv er begyndt at supplere med plantekrukker og opholdsmøbler.
Fase 2
Som nævnt er det ikke alle elementer, der har fungeret efter hensigten. Vi har derfor besluttet at lave en fase 2 fra starten af september til slutningen af oktober. Formålet er stadig at undersøge, hvad begrønning, opholdsmuligheder og aktiviteter betyder for den måde, byen bliver brugt, men placeringen bliver lidt anderledes.
- Opholds/legemøblerne fra Theisens Gård flyttes delvis til Axeltorv, hvor de både kan bruges til ophold og til leg
- Cafémøbler er blevet sat op ud for vores kontor i Søndergade 2.
- De træer, der fungerede dårligst, er flyttet til Søndergade for at få indtryk af, hvad en begrønning af handelsstrøget kan medføre
- Alle elementerne integreres, så trægrupper og Nakskov-stole fungerer som et hele
- Gadespil mv. fastholdes
Når vi arbejder midlertidigt, skal kvaliteten stadig være i orden, men selvfølgelig er der fokus på billigere løsninger, end når vi laver noget, der skal stå i mange år. Lege/siddemøblerne fra Theisens Gård eller gadespillene holder ikke for evigt, men de giver vigtig viden om, hvad der får folk til at bruge byrummet på en ny måde.
Hvad med træerne?
En del har spurgt ind til, hvorfor træerne ikke er blevet plantet rigtigt, men har stået i big-bags med muld i.
Forklaringen er som nævnt, at vi endnu ikke ved, hvor træerne giver mest værdi eller hvilke træsorter, der fungerer bedst i byrummet. Det er det, vi er i gang med at undersøge, og placeringen i sække er en billig og fleksibel fremgangsmåde, hvor de kan flyttes til nye placeringer på en formiddag.
Tanken er selvfølgelig, at træerne på et tidspunkt skal plantes ud og mere permanent være med til at begrønne Nakskov. Der er tid nok til at finde den endelige placering, for træerne kan klare sig i sækkene i tre år, hvis de bliver vandet.
Fra midlertidige tiltag til permanente løsninger
De midlertidige tiltag skal evalueres, når fase 2 er færdig efter efterårsferien, så der kan tages stilling til, om nogle af ideerne skal være en fast del af bybilledet i de kommende år.
Her tænker vi mere på ideerne end på de konkrete løsninger, der er blevet anvendt i år. Hvis der skal være flere træer i bymidten, så skal de være de plantes i stedet for at stå i big-bags, og hvis der skal laves nye lege/opholdsmøbler, så skal kvaliteten være så god, at de også er med til at styrke de arkitektoniske værdier i bymidten. Samtidig skal de kunne holde til dårligt vejr og klare sig med begrænset vedligehold.
Evalueringen kommer til at basere sig på forskellige kilder: Observationer (bliver tingene brugt eller bliver de ikke brugt?), dialog med Nakskov Handel og Erhverv, butikkerne og turistkontoret på torvet og input fra lokale borgere.
Vi er derfor meget nysgerrige efter at høre, hvad du tænker om de midlertidige eksperimenter i bymidten. Hvad har fungeret godt/mindre godt? Har du selv brugt dem – eller set andre gøre det?
Alle input er velkomne. Skriv til nakskov2030@lolland.dk eller kig forbi kontoret på Søndergade 2.