Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Sauna færdigrenoveret

Saunaen har gennem den seneste tid gennemgået en større renovering. Nu er den klar til at åbne igen d. 13. oktober.

Saunaen på Hestehovedet har den seneste tid gennemgået en grundig renovering og nu er den klar til at åbne for den nye sæson. Saunaen er populær blandt både lokale og besøgende vinterbadere, men den megen brug og det barske kystmiljø har sat sine spor.

Renoveringen har samtidig været en mulighed for at rette op på nogle af de udfordringer, der har vist sig i brugen af saunaen gennem tiden. Målet har været at skabe bedre forhold, både for brugerne, for rengøringen og for selve bygningen.

Under renoveringen er saunaen blevet ekstra isoleret for at mindske træk, der er lagt nyt gulv og monteret nye bænke og træbeklædning. Ventilationen er forbedret, loftet er udskiftet, og hele bygningen har fået en ny omgang maling udvendigt.

Placeringen af saunaen på Hestehovedet er unik. Forudsætningen var, at den blev bygget i den eksisterende bygning for enden af badebroen, og at den ikoniske bro bevarede sit oprindelige udtryk. Det medfører nogle kompromiser – f.eks. har der været ønsker om større vinduer og mere plads i saunaen, som ikke har kunnet imødekommes.

Saunaen ligger i et udsat miljø, og det kræver en fælles indsats at passe på den, hvis den fortsat skal kunne bruges af alle. Derfor opfordres alle brugere til at hjælpe med at holde saunaen i god stand og følge de forholdsregler, der er oplistet i saunaen. Jo mere vand du tager med dig ud igen ved at sidde på et håndklæde og tørre op efter dig, jo bedre er det.

Renoveringen er udført i samarbejde med byggefirmaet Sv. Iversen og rådgiver Erik Rej. Vi vil gerne takke dem for et godt samarbejde, og vi håber, at nye og gamle brugere bliver glade for resultatet.

Saunaen åbner d. 13. oktober kl. 9.00

Nyhedsbrev fra Nakskov 2030

Tilmeld dig nu!

Nakskov 2030
Søndergade 2
4900 Nakskov

nakskov2030@lolland.dk

Links