Udvikling på Hestehovedet
Partnerskabet bag Nakskov 2030 har besluttet at reservere 13,5 mio. kr. til udviklingen af Hestehovedet. Beslutningen tager afsæt i Helhedsplanen for Nakskov Fjord og markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke områdets rekreative kvaliteter for både borgere og besøgende. For at kvalificere arbejdet til konkrete greb er rådgivningsvirksomheden ETN Arkitekter tilknyttet projektet som totalrådgiver.
Den strategiske helhedsplan, som projektet tager afsæt i, blev udarbejdet i 2023 efter en en bred proces med borgerinddragelse og workshops. ETN Arkitekter arbejder nu videre med at omsætte de input til konkrete løsninger.
Sammen med Nakskov 2030 har ETN Arkitekter gennemført en række møder og walk and talks med lokale aktører på Hestehovedet. Dialogen har blandt andet omfattet de faste aktører i området. Herunder er ejere af campingplads og restaurant samt vandsportsaktører og repræsentanter fra lystbådehavnen.
De indledende tanker for den videre udvikling er desuden blevet præsenteret og drøftet i Brugerrådet for Nakskov Fjord, ligesom der har været dialog med relevante foreninger om ønsker til fremtidig brug af området til bevægelses- og sportsaktiviteter. Den kommunale drift har også været inddraget og har bidraget med input til blandt andet beplantning, trafik og daglig anvendelse.
På den baggrund arbejdes der foreløbigt med to overordnede udviklingsgreb: adgang og sammenhænge samt aktiviteter. Fokus er på at styrke forbindelserne og tilgængelighed på Hestehovedet og skabe bedre kontakt til den omkringliggende natur, samtidig med at der skabes rammer for ophold, bevægelse og nye fællesskaber gennem integrerede funktioner.
Oven på dette ligger et aktivitetslag, hvor analyser og samarbejdsprocesser med lokale aktører har peget på fem centrale støttepunkter, som skal danne omdrejningspunkt for de kommende tiltag på Hestehovedet. Støttepunkterne er: strandliv, strandtorv, blue spot, fælled og ankomst. Tilsammen skal de styrke områdets kvaliteter og samle eksisterende og nye muligheder for ophold, bevægelse og aktivitet.
Støttepunkterne er tænkt som betalingsfrie tilbud, der henvender sig til en bred målgruppe og kan bruges i hverdagen af lokale borgere og af besøgende i området.
I den kommende periode skal støttepunkterne bearbejdes og udformes endeligt. Ambitionen er, at de samlede tanker kan præsenteres og drøftes på et åbent borgermøde i første halvdel af 2026.