Axeltorv er fyldt med liv

Denne sommer markerer den første sæson, hvor Axeltorv står helt færdigt efter en omfattende renovering. Torvet er nu udstyret med gode opholdsmuligheder samt flotte træer, som gør omgivelserne mere grønne og indbydende. Omdannelsen af Axeltorv skulle skabe rammerne for større og flere aktiviteter og hverdagsoplevelser i bymidten. På Axeltorv skal være plads til gadehandel, udeservering samt mulighed for aktiviteter såsom madmarkeder, koncerter og byfester.

Selvom sommeren kun lige er begyndt, har Axeltorv allerede været centrum for en række spændende events, store som små, der har tiltrukket både lokale og besøgende. Et af de større var Den Kongelige Sommerballet, hvor scenen var placeret flot med rytterstatuen i baggrunden, som dannede en imponerende kulisse. Trods det tvivlsomme sommervejr fyldte mange fremmødte torvet for at nyde ballet under åben himmel.

Den Kongelige ballet optræder på torvet for stort publikum

I weekenden blev der afholdt Bording Cup, et cykelløb med mere end 300 deltagere, der blandt andet resulterede i en lokal Sjællandsmester. Det nyåbnede racercykelmuseum på torvet tiltrak besøgende, som kunne opleve de mange historiske racercykler. Vi har oplevet hvordan ”aften åbent” arrangementer skaber ekstra liv og aktivitet i byen, og folk finder vej til Axeltorvs fine serveringssteder. Markedstraditionen er kommet tilbage til byen og hver fredag resten af sommeren kan besøgende tage til fredagsmarked på Axeltorv og finde alt fra frisk fisk og blomster til sko.  

Folk på Axeltorv til fredagsmarked med boder

De mange store og små events, der allerede har fundet sted, viser, at formålet med torvet er ved at blive opfyldt. Renoveringen af Axeltorv blev iværksat med det mål at skabe bedre rammer for både store og små aktiviteter samt hverdagsoplevelser i bymidten. Ambitionen var at skabe plads til gadehandel, udeservering og aktiviteter som madmarkeder, koncerter og byfester. Derudover skulle torvet være et sted for uformelle møder og ophold for både borgere og besøgende.