Arkitektstuderendes opdagelser i Nakskov

Foto: Arkitektstuderende er på byvandring i Nakskov

I slutningen af oktober havde Nakskov 2030 besøg af over 50 første- og andetårsstuderende fra Det Kongelige Akademis Arkitektskole, som i dette semester har fokus på Nakskov og omegn. De studerende besøgte vores landsdel for at arbejde med deres semesterprojekter som er situeret i Nakskov og omegn. Dagene på Lolland har for de studerende budt på feltarbejde, workshop, ny viden, byvandringer m.m.

Mødet med Nakskov 2030

De studerende blev på den første dag introduceret til Nakskov 2030 initiativet igennem oplæg og byvandringer. Nakskov 2030 trodsede det kolde efterårsvejr som bød på både regn og blæst og tog vores gæster med rundt i Nakskov, hvor der var fokus på både det historiske Nakskov og Nakskov Bymidtefonds arbejde med bygningsarv.

Før Besøget: Forventninger og Fordomme

Før de studerende pakkede deres tasker og rejste til Nakskov, bar de på en række forskellige forventninger og fordomme. Nogle forestillede sig Nakskov som en relativt stille og måske forsømt by omgivet af landbrug og industri. Mens andre associerede den med en form for forladthed og behov for hjælp. Flere havde også en forventning om at byen ville være indrammet af flotte naturområder og indeholde en del spændende historie.

Foto: Eksempler på de akitektstuderendes arbejde 

Nakskov – en by i udvikling

Turen til Nakskov gjorde de studerende klogere på byen og de omkringliggende områder. Forventninger og fordomme blev bekræftet andre gjort til skamme. Mange så byen som flottere og mere interessant end forventet. Overraskelsen kom ikke kun fra byens fysiske rammer, men også fra det engagement og åbenhed befolkningen viste ”Folk er ekstremt venlige og imødekommende, og området har en spændende historie, man ikke er særlig opmærksom på i København” nævner et par af de studerende og andre følger trop ”Generelt har vi oplevet en imødekommenhed i verdensklasse”.

Selvom flere af de studerende havde en oplevelse af at få bekræftet, området er en anelse øde og menneskefattigt. Var der en fælles erkendelse af, at Nakskov er en interessant by med potentiale.

En studerende reflekterede, "Det er en by i opblomstring, en bymidte med påbegyndende liv og potentiale."

Nakskov Bymidtefonds arbejde med at værne om byens bygningsarv blev også bemærket og værdsat ”Der er massere bevarede bygninger og fokus herpå, dette kunne storbyer godt have brugt mere energi på””vi havde nok ikke forventet så fin og velholdt bykerne.” fremhævede et par af de studerende.

 

Foto: Arkitektstuderende samlet & skitse af Dronningenspakhus 

*Fotos er lånt af de arkitektstuderende.