Færgelejerne: Fra Havn til Strand

Havnen i Nakskov er et af de tre indsatsområder i Nakskov 2030 initiativet. Her skal Havnebygningen sættes i stand til nye formål og Honnørkaj skal transformeres til at rumme aktiviteter til glæde for både borgere og besøgende.

Fra Havn til Strand 

I november 2023 gav Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse en støtte på 26,6 mio. kr. til projektet ”Fra Havn til Strand”.  Det gør det nu muligt at etablere et nyt rekreativt havnemiljø i og omkring færgelejerne der faciliterer aktivitet, ophold og kommercielle tilbud på Nakskov Havn og samtidig vil bidrage til at skabe bedre og mere interessant adgang til og brug af naturen, fjorden og byen. 

Projektet består af to dele:

  1. Transformering af de kulturhistoriske færgelejer i Nakskov Havn
  2. Udvikling af en oplevelsesrute mellem Hestehovedet Strand og Nakskov Havn

Færgelejerne ligger i forlængelse af Honnørkajen mod Hestehovedet. Færgelejerne og området omkring indgår som en klar og naturlig del af den udvikling, der samtidigt foregår i Toldboden, på Honnørkajen og i Havnebygningen. Udviklingen af oplevelsesruten mellem Hestehovedet og Nakskov havn vil sikre en bedre sammenhæng mellem de forskellige attraktioner og gøre det mere tilgængeligt og interessant at gå, cykle, løbe mellem de to punkter. 

 

Proces: Fra ide til projekt 

Ideen til transformeringen af færgelejerne stammer fra arkitektkonkurrencen, der blev vundet af Erik Brandt Dam arkitekter i 2021. Derefter fik Nakskov 2030 udarbejdet en funktionsanalyse, som bestod i et overblik over hvilke funktioner, der kunne skabe liv på færgelejerne og en teknisk gennemgang for at se færgelejernes tilstand over og under vand. 

På baggrund af funktionsanalysen tegnede Erik Brandt Dam arkitekter færgelejernes nye udtryk med de funktioner, der skal være i fremtiden. De nye tilpassede tegninger ligger til grund for ansøgningen, og de midler der er bevilliget. Transformering af de kulturhistoriske færgelejer i Nakskov Havn.

Med en transformering af færgelejerne skabes ikke alene mere byliv på havnen, men også en nødvendig understøtning af de kommercielle aktører, restauranten og museet i Havnebygningen, turbådene langs kajen og udlejer af udstyr til vandsport. Synergien af lokale aktører og nye funktioner kommer alle til gavn og medvirker til at gøre færgelejerne til en endnu mere kendt lokalitet på havnen og i Nakskov – et sted, hvor man mødes, er aktive sammen, og hvorfra man tager på ture til vands og til lands. 

Projektet er forankret i og understøtter havnens og byens kulturhistorie og gennemføres med minimale indgreb i eksisterende strukturer, der repareres og bærer færgelejernes historie videre i respekt for det særlige miljø, der knytter sig til dem. Naturen vil være upåvirket af projektet, der støtter turismen på havnen og langs fjorden året rundt. 

 

Færgelejerne til nye funktioner

Ved at møde færgelejerne som de fremstår, mærket af hårdt slid og med en lang historie, sikres den bedste ramme om en formidling af stedet. Der er mange konstruktioner og detaljer at lade øjnene gå på opdagelse i, når man står ved rækværket på molerne eller sætter sig på de nye trapper i klapgravene og helt intuitivt får kontakt med havnen og færgelejernes lange historie, der lægger op til leg, læring og bevægelse på kajen og i havnen. 

Bademulighed med udspring og flydebro for kajakker samles på Vestre Kaj og respekterer med denne placering færgelejerne, der som kulturminde er øverst i hierarkiet på stedet. 

Inventar og træplantning er tænkt i samme skala som havnen og i sammenhæng med intentionerne bag projektet for Honnørkaj. 

Udvikling af en oplevelsesrute mellem Hestehovedet Strand og Nakskov Havn 

Der er i dag ikke en intuitiv, varieret og oplevelsesrig sammenhæng mellem havnen, bymidten og Hestehovedet & Fjorden, derved opleves området ikke som en samlet destination men fremstår fragmenteret og usammenhængende. Ved at synliggøre sammenhængen og gøre det interessant at bevæge sig mellem punkterne (3,1 km), vil det blive mere interessant at besøge området for turister og nemmere for byens borgere at bruge ruten til daglige gå, løbe og cykelture. Samtidig skabes så mange aktiviteter, at det er muligt at have oplevelser nok til at være i området i flere dage og dermed skabe grobund for flere kommercielle oplevelser.

Konkret skal forbindelsen sikre de bløde trafikanter (cyklende og gående) en sikker og oplevelsesrig forbindelse mellem Hestehovedet og Nakskov Havn. Der skal langs ruten etableres formidling af naturen, kulturen og historien gennem nudgingpunkter, der vækker nysgerrigheden hos alle aldre samt en sikker trafikalforbindelse. 

 

Indhentning af tilbud 

Se udbudsmateriale her