Honnørkaj

Området foran Havnebygningen kaldes i daglig tale for Honnørkaj. Det er her byens berømte gæster med kongeskibet Dannebrog i spidsen ligger til kaj.

Det er også et sted med en helt fantastisk udsigt, for herfra kan man faktisk se det hele: den indre del af havnen ned mod Nybrokrydset, Møllebugten med morgenmadsproduktionen, Plutteøen og Rosnæs og alle de store industribygninger på sydsiden. Ikke nok med det: Der er også et imponerende udsyn ud i fjorden.

Honnørkaj giver altså gode muligheder for at opleve Nakskov fra havnesiden, men i dag er der ikke meget, der inviterer til ophold: En kedelig belægning, manglende opholdsmuligheder og bygninger uden aktiviteter.

Og alligevel strømmer folk til, når der er Sankt Hans fest eller når skoleskibet er på besøg, og det er den appel, projektet skal aktivere.

I fremtiden skal Honnørkaj kunne alt det, den kan i dag – og noget mere.

  • Det skal være det naturlige ankomstpunkt for byens gæster: Det er her, de kan opleve byen fra havnesiden og få adgang til information og inspiration i besøgscenteret.
  • Det skal være et naturligt opholds- og mødested for byens borgere. Ikke kun når der er fest men også i hverdagen.
  • Der skal være mulighed for ophold – og pladsen skal tilføres både struktur og afgrænsning gennem beplantning og belægning
  • Der skal være serveringsmuligheder med udgangspunkt i caféen i Havnebygningen
  • Og så skal pladsen stadig være omdrejningspunktet for både små og de helt store events: Radiokoncerter, Sankt Hans og maritime besøg

 

Status på projektet

Grundlaget blev lagt med arkitektkonkurrencen for havnen. Arbejdet med at realisere projektet er koblet til arbejdet med at renovere havnebygningen, og det følger derfor samme tidsplan. Det skal også koordineres med projektet på færgelejerne – klik her og læs mere

Aktuelt er rådgiverne i gang med at omdanne konkurrenceforslaget til et egentligt anlægsprojekt, som derefter skal i udbud.