Nakskov bymidtefond - for bevaring og udvikling
Et bys sjæl er uløseligt knyttet til dens bygninger, pladser og gader, som danner rammen om det levede liv for byens borgere. For en historierig bymidte som Nakskovs giver de rammer en særlig stemning. Husene fortæller i sig selv historien om mange forskellige tider, og det er kendetegn, der også bemærkes af byens gæster.
I Nakskov 2030 har der fra starten været stor opmærksomhed på bymidtens potentiale.
Det krævede dog noget at se potentialet i 2018-2019, da grundlaget for partnerskabet bag Nakskov 2030 blev skabt. Nakskovs bykerne har en velbevaret middelalderstruktur, afgrænset af voldgaderne., men mange af de karakteristiske huse fra 1600-tallet og frem var i dårlig stand. Det samlede indtryk var en nedslidt by, og mange historiske bygninger trængte til istandsættelse. Men heri ligger også potentialet, for helheden er aldrig blevet ødelagt af nybyggeri og veje.
Som en del af Nakskov 2030 blev Nakskov Bymidtefond derfor stiftet med det formål at ændre udviklingen med tiltagende nedslidning: Der skulle gives støtte til projekter, der øger husenes bevaringsværdi. Da det primære fokus er at gavne det samlede bybillede, er der kun givet støtte til de dele af husene, der kan ses fra gaden – men mange bygningsejere har samtidig investeret endnu mere i den indre istandsættelse.
Bymidtefonden fokuserer på den gamle bymidte inden for voldgaderne. Støtte kan kun gives til bevaringsværdige og fredede bygninger.
Dem er der til gengæld mange af – især bevaringsværdige bygninger. Efter vedtagelsen af bymidtelokalplanen i 2021 er mere end 300 ejendomme udpeget som bevaringsværdige.
Det er ejerne af bygninger inden for denne afgrænsning, der har haft mulighed for at søge om rådgivning og støtte til istandsættelse og højnelse af bevaringsværdien i den forbindelse.
Fondens arbejdsmåde
Et projekt skal gennem tre faser, hvis det skal gennemføres med støtte fra bymidtefonden:
I første omgang søger bygningsejeren om støtte til at få udarbejdet et forprojekt, og her kan bevilliges 15.000 kr. Et forprojekt består af en arkitektgennemgang af bygningens vedligeholdelsestilstand og bevaringsværdier og et forslag til et istandsættelsesprojekt, som samtidig fremhæver bygningens originale træk.
Dernæst søges om støtte til et istandsættelsesprojekt. For nogle projekter har det omfattet alle ideerne fra forprojektet, mens ejeren i andre sager kun har valgt at gennemføre nogle elementer.
Herefter behandles ansøgningerne af et indstillingsudvalg med en arkitektfaglig rådgiver, en repræsentant fra Museum Lolland-Falster, Realdania, Teknik- og Miljømyndigheden i Lolland Kommune og repræsentanter fra Nakskov 2030 sekretariatet.
De enkelte ansøgninger vurderes individuelt, og der tages stilling til projektet i forhold til bygningens bevaringsværdi, bygningens placering i byen og i gadens forløb samt ambitionerne i projektet. Tilskuddet kan være op til 75 %, mens ejeren skal finansiere resten.
Når projektet er afsluttet, skal der udarbejdes regnskab og slutrapport inden tilskuddet udbetales.
Projekterne
Bymidtefonden har fra starten haft en ambition om at komme bredt ud. Det er lykkedes, og der er mange bygningsejere, der har vist interesse for at lave et istandsættelsesprojekt:
- 71 forprojekter er bevilliget og udarbejdet
- 45 projekter har modtaget tilsagn om støtte
En af Danmarks smukkeste byer
Første istandsættelsesprojekt blev afsluttet i marts 2022, og siden er nye projekter løbende gjort færdige. Flere vil komme til i løbet af 2024.
Forandringen i bybilledet er tydelig. Den ses de steder, hvor en enkeltstående bygning har gennemgået en forandring, og den ses endnu tydeligere de steder, hvor flere istandsatte bygninger ligger ved siden af hinanden og skaber et forløb – som perler på en snor.
Der er fortsat bevaringsværdige bygninger i Nakskov, der vil have godt af en istandsættelse, men hovedindtrykket er et andet, end da Nakskov Bymidtefond startede sit arbejde.
Nakskovs bymidte er ved at komme til ære og værdighed igen. Det gælder både den overordnede bystruktur omkring Axeltorv, og kvaliteten i de lange kæder af bevaringsværdige bygninger.
Bymidtefondens fremtid
Nakskov Bymidtefond har åbnet for en ny ansøgningsrunde, efter at Bymidtefonden har fået tilbageløbsmidler fra projekter, der ikke er blevet realiseret. Dette giver mulighed for, at bygningsejere igen kan søge støtte til istandsættelse, såfremt de allerede har fået godkendt et forprojekt.
Deadline for nye projektansøgninger er 1. november.