Vandkvaliteten i Nakskov Havn åbner mulighed for nyt badepunkt

Som en del af projektet "Fra Havn til Strand" er mulighederne for at etablere et badepunkt ved færgelejerne i Nakskov Havn i gang med at blive undersøgt. Mange har måske allerede tænkt på, om vandet er rent nok til at kunne bade i. Resultaterne er positive. 

Over sommeren er der blevet gennemført regelmæssige vandprøver, udført af Eurofins, for at vurdere vandets kvalitet. Ved hver prøveudtagning blev der taget to prøver: én steril prøve til dybdegående laboratorieanalyse, og én prøve til on-site måling af vandets temperatur og pH-værdi. De sterile prøver blev transporteret i kølebokse ved en temperatur på 3-6 grader og sendt til laboratoriet i Vejen via Ringsted for analyse.

Foto: Ann-Sofie fra Eurofins tager en vandprøve

Foto: Ann-Sofie fra Eurofins tager en vandprøve ved Nakskov Havn 

Analyserne viser, at vandkvaliteten i Nakskov Havn er god. Niveauet af bakterier, inklusive E. coli og enterokokker, ligger væsentligt under de fastsatte grænseværdier, hvilket er et positivt tegn for havnens potentiale som badepunkt.

Disse resultater betyder, at planerne om at etablere et badepunkt ved færgelejerne nu kan fortsætte. 
 

Foto: Foto af flasken med den sterile vandprøve